Daniel Negreanu amok på Jeffrey Pollack: You screwed up!

Der er utilfredshed, der er vrede og så er der vægdrivende galde.

Tidligere WSOP-kommissær Jeffrey Pollack, der indtil for ganske nyligt også var en bagmændene i fallitboet Epic Poker League, får sig en solid spand af den sidstnævnte kategori – leveret af Daniel Negreanu i hans ‘The Weekly Rant’.

“Jeffrey Pollack, hvor er du? Really? Har du intet lært af Howard Lederer, Ray Bitar og Chris Ferguson om hvordan pokerverdenen opfatter totalt tavshed? Du skylder penge til en masse mennesker, og nu er du som sunket i jorden. Du har ikke sagt et pip på twitter i hvad er det nu? To måneder? Før var det: ‘Hey, jeg er på vej til dit og dat med mine venner’. Og nu: INTET! Dit lille væsel! Tal! Åbn munden og fortæl sandheden om hele Epic Poker League. Du ville skabe et online poker site. Lad vær med at benægt det – det var hele ideen lige fra starten. Du kunne ikke være mere ligeglad med pokerverdenen, du gik ind i det her for at score en hurtig fortjeneste. Du har ikke engang spillet en eneste pokerhånd i hele dit liv,” siger Daniel Negreanu med løftet pegefinger og tiltagende skinger stemme.

Og det slutter ikke her – slet, slet ikke:

“Kravl ud fra den sten, som du gemmer dig under og kom med en erklæring af en slags. Jeg ved, at du ikke har noget at sige. You screwed up! Alle I gutter er broke. I har ingen penge, og I har ingen outs. Fortæl sandheden! I kommer ikke til at betale de folk, som I skylder penge, tilbage. Det er forbi. Jeg håber bare, at ‘The Heartland Poker Tour’ nu kan genvinde kontrollen med deres eget selskab – det selskab, som du prøvede at ødelægge. For det er jo det, du gør. Du går fra sted til sted – NBA, NASCAR, bullriding og poker. Du er en gift. Men forhåbentligt får The Heartland Poker Tour deres selskab tilbage, og du er OUT. For good! Vi har ikke brug for folk som dig!”

Historien om The Heartland Poker Tour er, at touren blev ejet af Epic Poker Leagues forældreselskab, Federated Sports + Gaming. Heartland Poker Tour har på grund af Federated Sports + Gamings finansielle problemer fortsat penge til gode.

Se Negreanus Rant herunder – Jeffrey Pollack-delen starter ved tidskode 07:45: