Daniel Negreanu mest vindende pokerspiller nogensinde

Daniel Negreanu er formentlig stadig bitter over, at det ikke lykkedes ham at vinde WSOP Event #57 “Big One for One Drop” Den karismatiske Negreanu endte ellers Heads-up mod online poker pro’en Dan Colman, og Negreanu var derfor pæn favorit til at vinde det eftertragtede bracelet, som ville blive det syvende i rækken for pokerspilleren. Desværre for Negreanu måtte han nøjes med en flot andenplads, der trods alt gav ham hele $8,288,001 i præmiepenge.

Men når Negreanu kommer sig over skuffelsen fra One Drop, så kan han nok glæde sig over, at han grundet det flotte cash alligevel har formået at skrive historie i pokerverdenen. Daniel Negreanu blev nemlig med sit cash på $8.0 mio. den mest vindende pokerspiller nogensinde, og han kan dermed sætte sig på tronen foran Antonio Esfandiari.

Inden turneringen haltede Negreanu efter Antonio Esfandiari med $3,5 mio. Esfandiari har siddet på toppen af listen i snart to år, men det var altså lige indtil i nat, hvor Negreanu med sine $8,0 mio. blev den mest vindende pokerspiller nogensinde.

Lidt sjovt er det, at Esfandiari for snart to år siden blev den mest vindende pokerspiller, da han i 2012 netop vandt “Big One for One Drop” og indkasserede intet mindre end $18,3 mio.

Negreanu udtaler sig her til WSOP’s reporter om hans flotte 2. plads, selve One Drop velgørenheden og turneringen i helhed.