Daniel Smits: Variansen er blevet fem gange så høj

Daniel ‘MrSmits’ Smits Bertelsen er én af de mange danskere, der flittigt frekventer nogle af onlinepokerens dyreste borde. Ifølge HighstakesDB.com står årsresultatet i øjeblikket og blinker på $158.000 – vel at mærke sorte tal. Daniel spiller dog også en hel del hænder ved $10/$20-bordene, som ikke bliver overvåget af HighstakesDB, så tallet er helt sikkert ikke præcist.

Siden Daniel kom hjem fra Las Vegas har der dog været lidt brok i PLO-maskineriet. Det skyldes bl.a. de meget aggressive spillere, som har gjort udsvingene markant større.

“Jeg har smidt omkring $150.000, siden jeg kom hjem fra Vegas, men det er jo ikke så meget i forhold til stakes. Altså, hvis du tager $25/$50, så er variansen blevet fem gange så høj. Folk er blevet meget bedre og langt mere aggressive. I gamle dage blev der kun 3-bettet med esser, men nu er det med alt”, siger Daniel Smits til Slowplay.dk.

Flere af Daniels kolleger er kendt for til tider at spille grotesk mange borde. Daniel selv holder sig normalt til 2-3 stykker, men kan godt finde på at smække den op på seks. Det er noget, som der bliver arbejdet med i disse dage.

“Jeg forsøger at komme til at spille flere borde. Jeg ser det, som en del af at udvikle sig som pokerspiller, og hvis jeg kan holde nogenlunde samme winrate, er det jo også mere profitabelt”, forklarer Daniel

Det er nok efterhånden gået op for alle, at Full Tilt Poker snart åbner dørene op til mere onlinepoker. Denne gang med nyt ejerskab. De fleste pokerspillere er dog skeptiske mht., om Full Tilt vil søge dansk licens. Det bekymrer også Daniel en lille smule.

“Nu er vi heldige, at der er kommet styr på det, og jeg tror ikke der ryger action væk fra Pokerstars. Men hvis Full Tilt ikke får dansk licens, så får vi ikke selv del i den nye action”, afslutter Daniel Smits Bertelsen, der dog kan glæde sig over, at der for tiden er masser af action på Pokerstars, hvor han spiller mange af sine PLO-hænder.