Danmarksmesterens crazy cashgames: Blev nødt til at hæve til 100 big blinds før der blev dealet (Del 1 af 2)

“WPT KBH, Kristian?”

Det er svært på forhånd at forestille sig, at det spørgsmål til danmarksmester Kristian Kofoed skulle blive til en spændende og detaljerig snak om et privat og supersaftigt 25/50 kroners No Limit Hold’em cashgame, der kører en gang om ugen. Men det blev det heldigvis.

Vi så sidst Kristian Kofoed til World Series Of Poker Main Event, hvor han så skarp ud. Stakken kunne dengang meget, meget nemt have blevet rigtig stor, hvis det ikke var for alt for mange tabte flips mod mindre stakke og i sidste ende en helt absurd uheldig hånd mod Brad Booth. Snart efter var det exit danmarksmesteren.

Læs også: Pletskud og guldkorn dag 1C vol 1: Danskerne

World Poker Tour København ligner derfor en oplagt revanchemulighed for danmarksmesteren. Men snakken om WPT KBH vender vi tilbage til, for det er mere interessant at høre hvad der holder Kristian Kofoed skarp i mellemtiden.

“Jeg spiller en del cashgame med et privat livesjak. Der bliver spillet rimelig højt, så det er helt sikkert fin træning til at holde sig skarp. En fejlbeslutning kan blive rigtig dyr. Vi spiller cirka en gang om ugen. Det kan hurtigt gå stærkt, hvis man ikke spiller sit a-game og er skarp,” siger Kristian og tilføjer:

“Vi spiller 25/50 og kun NLH. Alle synes det er sjovt, når der er god lir på bordet, så der bliver lavet nogle syge ting i ny og næ. Jeg kan ikke nævne navne, men folk ved det bord mangler vist ikke $$$ på kontoen. De spiller i hvert fald ikke sådan. Nogle er gode, andre er maniacs, og det er ofte meget svært at sætte folk på en range af hænder. Og der er ALTID action,” siger Kristian Kofoed.

En af de bedre aftener

Kristian giver et eksempel på, hvordan spillet kan gå fra saftigt til helt sygt i løbet af et øjeblik.

“En aften – jeg har vel 200BB foran mig, og sidder i UTG+1. Jeg siger højt til UTG at hvis han straddler, så dobler jeg. Han smidder resolut 50BB ind inden kortene er dealet. Jeg bliver derfor nødt til at hæve den til 100BB inden der er dealet,” siger Kristian, og man tænker, om han i virkeligheden ikke selv tilhører kategorien ‘maniacs’.

Og hvordan ender den historie så?

“Efter der er blevet dealet foldes der frem til knappen, som går all in med cirka 180 big blinds, hvilket sætter UTG all in. Han kigger ikke engang på kortene, caller bare. Jeg gør jo så det samme, og da vi viser hænder sidder jeg med den skræmmende handske dame ti offsuit. Kan ikke huske hvad UTG har, men knappen har skubbet med noget A5ish, og jeg rammer jo så selvfølgelig en 10’er allerede på floppet. Det var – så vidt jeg erindrer – en af de bedre aftener,” siger han.

Vi bliver forkælet med endnu en situation, der beskriver spillet og ikke mindst dynamikken i det private sjak.

“Et squeeze fra bb, hvis der er fire limpere, vil selvfølgelig give fire efterfølgende calls. Der er lidt lir i at vinde med den dårligste hånd, så folk har ikke noget problem med at betale med for eksempel konge-fire. Det er så et direkte eksempel fra her den anden dag, hvor jeg netop taber på den måde hvor villain flopper hus og jeg rammer nutflush på river – så det kan også være klamt i ny og næ,” fortæller Kristian Kofoed.

I morgen får du anden del af interviewet med danmarksmesteren.