Danny Neess udfordrer de store

Den danske cashgame-specialist Danny Neess er klar til for alvor at tage kampen op mod de største. Her tænker vi imidlertid ikke på ‘Isildur1’, Phil Ivey eller Isaac Haxton. I stedet er målet at gå i krig med navne, som Fisherman og Gajol. Rigtigt gættet – Danny er gået ind i sprutbranchen, hvor han bl.a. sammen med Johnny ‘DM’ Jensen skal producere alkohol til tørstige danske ganer.

Det er snart et halvt år siden, vi her på Slowplay kunne fortælle, at Danny Neess havde startet firmaet, men nu er produktet altså så småt på vej på gaden.

“Vi håber på at være i luften her om et par måneder. Vi er i den afsluttende fase nu”, fortæller Neess, der dog stadig regner med at være en fast bestanddel af pokermiljøet.

“Poker er stadig min levevej, og det andet er bare et sideløbende projekt. Jeg er på ingen måde færdig med poker, men det her betyder uden tvivl en nedtrapning”, siger Neess til Slowplay.dk.
Hvorfor har du startet firmaet? Er spillene blevet hårdere, eller har du bare lyst til noget andet?
“Spillet er klart blevet hårdere, men jeg har et eller andet sted også lyst til at starte mit eget op. De arrangementer, jeg har smidt penge i indtil videre, har ikke givet de store afkast – så det her er næste stop på vejen”, siger Danny, der heller ikke er bleg for at indrømme, at det hele ikke ligefrem er noget mini-projekt.
“Der er investeret en del penge og en del tid i projektet. Så jo, det er rimelig stor investering”, afslutter Danny, der desværre ikke kan løfte sløret for produktets navn endnu.