Dansk dominans hos PartyPoker

Tre på stribe.

Så enkelt kan de danske bedrifter på PartyPoker i januar beskrives. Det er nemlig blevet til dansk sejr tre uger i træk i den store søndagsturnering ‘Sunday 200K’.

Ikke kun Danske Spils indtræden på pokerscenen har sat sine spor hos PartyPoker. Netværket, der tidligere var verdens største, har i den grad bemærket den øgede danske interesse.

Således kan Pokerscout.com, som følger trafiktal hos alle netværk, registrere en stigning i antal spillere på 15 procent fra 30. januar, i forhold til samme periode sidste år. Og selv om Danske Spil, der er seneste udbyder på netværket, er kommet rigtig godt fra start med over 23.000 spillere efter den første uge, så kan æren desværre ikke helt tilskrives det gamle monopol på Vestegnen.

En væsentlig faktor er selvfølgelig også Full Tilts fravær, der har sendt mange spillere fra den tidligere verdenstoer ud på nye græsgange. Og noget tyder på at valget er faldet på PartyPoker, for Pokerstars, som indtil nu har domineret markedet, kunne nemlig fremvise et fald på 19% for samme periode.

Men det er ikke kun i antal spillere at danskerne har bidraget. Pokersites flagskib ‘Sunday 200K’  er nemlig blevet vundet tre uger i træk af danske pokerspillere.

Den 15. januar kunne “Xnubabz” krone en forrygende aften og nat med en førsteplads og $42.791 – eller ca. 250.000 kroner.

Ugen efter var det “LarsFrost” som kunne strække armene i vejret og inkassere 290.000 kroner.

Og  “Arianna666” fuldendte hattricket og tog sig af den sidste førsteplads den 30. januar med en imponerende førstepræmie på 346.000 kroner.