Dansk supertrio skød ved siden af i Super Tuesday

Det så godt ud, men endte med en blød hat. I den $1.050 dyre WCOOP-udgave af Super Tuesday skulle Alexander ‘AlexKP’, Rasmus ‘Jungleras’ Nielsen og Martin ‘Skrigepas’ B. Hansen forsøge at veksle et par gode udgangspunkter til nogle af de over $1,6 millioner, der var i præmiepuljen.

‘AlexKP’ lade da også ud som lyn og torden, og førte en overgang turneringen, men endte på en halvfesen 45.plads, to pladser foran Martin B. Hansen.

Sidste skud i bøssen, Rasmus ‘Jungleras’ Nielsen, lå også længe i toppen af klassementet, men satte en del af sin stack overstyr, da han 4-bettede konge-syv direkte ind i et par esser.

Kort efter var det slut, da han ikke kunne vinde et klassisk ræs med es-dame mod et par knægte.

“Ikke rigtig fat i dag. Dårlig timing,” skrev han undervejs på Pokernet.dk, inden han til sidst ganske malerisk opsummerede sine følelser omkring den noget skuffende 35.plads, som dog trods alt gav $5.663:  “Røvkedelig dag. gg.”