Danske ‘Don East’ på vej mod Sunday Million-guld

68 spillere resterer i PokerStars søndagsflagskib, Sunday Million, der i anledning af turneringens seks års fødselsdag er en massiv basse af en oline-turnering med et startfelt på utrolige 33.732 spillere.

Og præmierne er derefter. Vinderen af turneringen kan notere sig et pænt lille online-win på $1.064.737 – cirka seks millioner danske kroner. En acceptabel førstepræmie i forhold til et buy-in på $215.

I skrivende stund resterer en enkelt dansk korthelt. ‘Don East’ ligger i øjeblikket midt i feltet – nummer 35 ud af de sidste 68 spillere. Don East har 3,5 millioner chips, og blinds hedder faretruende 125.000/250.000 med en ante på 25.000.

Vi krydser fingrene for Don East. God vind! Gi’ dem et tilbud, de ikke kan afslå, Don!

De næstbedste danskere i turneringen blev 9cholas og styxx666, der sluttede som henholdsvis nummer 71 og 72. Den præstation skaffede dem begge $5.060.