Danske Spil: Vi skal være markedsførende
Danske Spil har store ambitioner i forhold til at træde ind på det liberaliserede danske spillemarked, der træder i kraft den første januar 2012. Danske Spil har indtil videre holdt sig fra at udbyde online-poker, fordi de med den nuværende – snart forhenværende – lovgivning simpelthen ikke har vurderet, at de kunne være konkurrencedygtige.
Den nye lov betyder imidlertid, at alle skal betale det samme i skat, og det har som bekendt betydet, at Danske Spil er klar til at udbyde online poker pr. første januar 2012. Og ambitionerne er store.
”Vi skal være markedsførende efter første år. Det er målet. Hvis du taler med mig om præcist et år, skulle vi gerne være i mål,” siger Peter Holst, pokermanager for Danske Spil, til Slowplay.dk.
Han tager dog et – yderst beskedent – forbehold.
”Nogle af de andre store aktører har selvfølgelig allerede en masse kunder, som de kan flytte over, hvor vi er i den situation, at vi skal opbygge det hele fra bunden. Men hvis vi ikke helt når det til den første januar 2013, så skal vi i hvert fald helst være i mål omkring den første april. Vi er Danske Spil, og Danmark er vores hjemmebane,” siger Peter Holst.