Danskerne viser storform inden aftenens jubilæumsturnering
PokerStars runder i aften en enorm milepæl, når turnering nummer én milliard ryger igennem trædemøllen.
$2 millioner er der i den garanterede præmiepulje, hvilket betyder, at førstepræmien i skrivende stund lyder på over $330.000, og den kan naturligvis vokse i takt med, flere folk melder sig til.
Derfor vækker det også stor glæde her på redaktionen, at de danske turneringsspillere tilsyneladende har fundet storformen frem på det rigtige tidspunkt.
Ugen igennem er det tikket ind med flotte danske resultater, og dagen i går var ingen undtagelse.
Bedst fik det for ‘Hedeberg’, der strøg til tops i $215 Weekly Turbo, og dermed indkasserede en velvoksen førstepræmie på $20.304. Herefter lykkedes det ham endda at hive et finalebord hjem i The Hotter $75, hvor det blev til en syvendeplads og $2.949.
Dagens næststørste danske cash stod ‘Neemessiss’ for, da han i The Bigger $11 indgik en deal med tre mand tilbage, hvilket gav et julegave-tilskud på intet mindre end $11.175.