David ‘The Devilfish’ Ulliott tabte kampen mod kræften

I sidste uge kunne vi fortælle, at David ‘The Devilfish’ Ulliott var indlagt og i kritisk tilstand på grund af tarmkræft. Selv var han optimistisk og udtalte, at kræften ikke havde ville have en chance imod ham.

“Det er en hånd, som livet har givet mig. Hele mit liv er jeg blevet tildelt elendige kort, og jeg har formået at få noget godt ud af dem. Det er, hvad jeg er god til, og dette er ikke anderledes.”

Desværre lykkedes det ikke ‘DevilFish’ at besejre kræften, og i weekenden kunne hans datter via Twitter meddele, at han var afgået ved døden:

“Unfortunately Dad, Dave ‘Devilfish’ Ulliott lost his battle with cancer today and died peacefully surrounded by his loved ones. xxx”

‘DevilFish’ var uden tvivl én af de største profiler på den britiske pokerscene, hvis ikke dén største. Han brød igennem med sin sejr i den allerførste udgave af Late Night Poker, og cementerede sidenhen sin legendestatus med sejre i både WPT- og WSOP-regi.

For at få en ide, hvor stor indflydelse og hvor afholdt ‘DevilFish’ var, så kan du besøge hans facebook-side.

‘DevilFish’ blev 61 år gammel. Han efterlader sig kone og otte børn.