De norske skattemyndigheder kræver 180 millioner fra Absolute Poker

Ifølge skattemyndighederne i Norge og USA så brugte Absolute Poker et norsk stråselskab, ’Maderia Fjord’, for at skjule ejerne og hvidvaske penge fra ulovlig gambling-virksomhed, skriver Dagens Næringsliv. ’Maderia Fjord’ blev begæret konkurs den 12. maj i år.

De norske skattemyndigheder mener, at selskabet mangler at betale kildeskat, strafskat og moms af 372 millioner norske kroner, hvilket beløber sig til 180 millioner plus renter.

Amerikanske myndigheder slog til mod Absolute Poker tidligere i år og efterlyste selskabets bankmænd for grov økonomisk kriminalitet, og senere har FBI opstøvet et stort antal bankkontoer hørende til sitet.

Ifølge Dagens Næringsliv, så prøvede ejerne af ’Maderia Fjord’ at flytte selskabet ud af Norge inden skattemyndighederne fandt ud af, at selskabet i realiteten kontrollerede enorme pokerindtægter som er skattepligtige i Norge.