De spurgte Doyle om hvad som helst – her er svarene!

The Godfather of Poker, Doyle Brunson, stillede forleden op til en omgang AMA (ask me anything, red.) hos Pokeratlas.com, hvor brugerne fik muligheden for at stille spørgsmål om løst og fast til den levende pokerlegende.

Her tog den vellidte Doyle frisk fat på spørgsmålene og viste, at han selv i en fremskreden alder har en glimrende hukommelse.

Eksempelvis afslørede Doyle, at det sjoveste han nogensinde har set ved et pokerbord, var da en fyr tissede på dealeren.

“I de gamle dage, da mafiadrengene var der, troede de at de kunne gøre, hvad de havde lyst til. Han var en af mafiadrengene”, skrev Doyle som også slog fast, at det han savner mest i poker i disse dage, er den tid hvor han kendte alle i pokerrummet.

“Alle mine gamle venner er væk”, sagde Doyle.

En af de gamle venner var den legendariske Johnny Moss, og ham fremhæver Doyle som en af de bedste No Limit Hold’em spillere, han nogensinde har spillet imod.

“Tiderne var anderledes, men han var fantastisk. Phil Ivey er nok den bedste yngre spiller. Chip Reese var den bedste all-round spiller, jeg har spillet med. Stu Unger var den bedste vindende pokerspiller, men han var en forfærdelig tabende spiller”.

Pokerverdenen har ændret sig meget siden Doyle var en ung mand, og selv siger han da også, at han bedre kunne lide de gamle dage.

“Jeg er glad på pokerens vegne pga. Moneymaker situationen, da det har gjort poker meget større. Men personligt kunne jeg bedre lide det før, fordi det var mindre og du kendte alle folk. Det gør det sjovere, når du kender folk”, siger Doyle og tilføjer senere:

“Før boomet spillede jeg næsten aldrig i et spil, hvor jeg ikke kendte nogen. Du var nødt til at blive inviteret med i et spil dengang. Hvis du havde et dårligt ry, blev du ikke inviteret”.

Læs også: WSOP TV: Der stilles skarpt på Doyle Brunson

 

Ingen gambling hjemme hos The Brunsons

I spørgerunden er der også flere spørgsmål omkring Doyles bedre halvdel Louise, som Doyle mødte i 1960 og giftede sig med to år senere. En bruger vil vide om hun nogensinde har brokket sig over, at Doyle valgte at dedikere det meste af sit liv til pokeren.

“Nej, vi har været gift i 52 år, og hun har aldrig ringet til mig i pokerrummet for at brokke sig over noget, som ikke var virkelig vigtigt. Og hun har fortalt børnene at de ikke skal forstyrre mig. Det er derfor, vi har været gift i 52 år”, slår Doyle fast og afslører senere, at han og konen elsker at se western film og særlig med John Wayne i hovedrollen, når Doyle ikke tjener til dagen og vejen ved pokerbordet. Doyles yndlingsfilm med John Wayne er Red River, fortæller han.

Til trods for at Doyles søn Todd også har valgt poker som sin levevej, fortæller Doyle, at poker – i modsætning til hvad man måske skulle tro – ikke just var noget man talte om hjemme hos The Brunsons.

“Vi diskuterede aldrig gambling i vores hus. Jeg fortalte aldrig min kone om jeg vandt eller tabte, for hun kunne ikke håndtere det, og hun ved det stadigvæk ikke. Min søn blev professionel pokerspiller, men jeg lærte ham det ikke. Han lærte at spille i college, og han kom hjem og fortalte mig, at han ville være professionel pokerspiller, så jeg tog ham med rundt til nogle spil”, siger Doyle og fortsætter:

“Jeg så med det samme, at han havde den naturlige evne som pokerspillere har. Jeg opfordrede ham ikke, men jeg frarådede ham det heller ikke. Da Pam (Doyles datter Pamela, red.) omsider begyndte at spille, var det utroligt så godt hun klarede sig, og jeg gav hende et par tips, men du kan ikke rigtigt give folk tips til, hvordan de skal spille poker. Det er noget indeni dig som gør, at du gør tingene rigtigt. Jeg ved aldrig helt, hvad jeg vil gøre, før jeg gør det. Todd har den samme ting, og det havde Pam åbenlyst også, fordi hendes succesrate var fænomenal”, siger Doyle.

Pamela Brunson spillede med i WSOP Main Event i 2007 og 2009, hvor hun i øvrigt kom længere end både Todd og Doyle. I 2007 tog hun 38. pladsen i Main Event til en værdi af $34.664, og blot en måned senere vandt hun et $1050 Ladies Event ved Legends of Poker i Los Angeles.

At Doyle er stolt over sine børns præstationer ved pokerbordene skinner igennem, da han bliver spurgt om hans største glæde ved pokerbordet.

“Det var da Todd vandt sit bracelet ved WSOP”, svarede Doyle.

Livet som pokerspiller har været godt ved Doyle, som har høstet mange store triumfer ved pokerbordene, men hvis han kunne vælge en anden levevej, ved han godt hvad det skulle være, nemlig golfspiller.

“Jeg ville være en PGA Tour spiller, for jeg kan ikke forestille mig et bedre liv end dét”.

Doyle Brunson har spillet poker længere end de fleste af vores læsere har trukket vejret, men der har også været plads til en række forretningseventyr ved siden af, og de er ifølge Doyle selv ikke gået specielt godt.

“Jeg har aldrig haft succes i nogen form for forretning, og jeg har åbnet et halvt dusin eller flere. Min familie er min største bedrift”, slår han fast.

Læs også: Doyle til Negreanu: – Poker gav dig dit nye hår på hovedet

 

Den gamle pokerskole

Doyle Brunson tilhører den gamle pokerskole, og har oplevet mere end de fleste – både på godt og ondt. Han er blandt andet blevet røvet adskillige gange, og om dét siger han:

“Jeg er blevet røvet med en pistol fem gange – 3 gange i Texas, én i West Virginia og en gang i Las Vegas under et hjemmerøveri for 12 år siden. To fyre fulgte efter mig hjem, fordi de vidste jeg havde vundet en turnering. Jeg kastede bilnøglerne over til dem, og de sagde: “Vi skal indenfor”. Jeg lod som om, jeg fik et hjertestop og faldt omkuld og ringede efter en ambulance. De åbnede døren med nøglerne. Alarmen var slået til. Jeg gav dem den forkerte kode. Da alarmen gik igang, slog de mig med pistolen. Disse fyre var rigtige pro’er, de gik ikke i panik. Jeg havde ikke nogle penge i huset, men jeg havde $4-5000 i min lomme, som de tog. Jeg havde lige vundet en Razz-turnering til $90.000 ved WSOP”, siger han.

En anden legendarisk Doyle Brunson-historie omhandler engang, hvor han spillede med i et marathon cash game. En af modstanderne ved bordet vandt en stor hånd, og var i færd med at skrabe chips til sig, da han pludselig faldt død om. En bruger hos Pokeratlas.com vil vide, hvad Doyle og slænget gjorde med den døde spillers gevinst og hvad der skete bagefter.

“Personen som kørte spillet tog potten og lagde den til side, og de prøvede at genoplive ham, men han var død. De kom og hentede ham og vi spillede videre. Faktisk i yderligere to dage”, siger Doyle og afslører, at der ikke er meget der kunne få ham til at miste pusten i sine yngre dage.

Selv nu hvor Doyle nærmer sig sin 81. fødselsdag, har han stadig ikke mistet pusten ved pokerbordet. Han afslører nemlig også, at han spiller poker hver dag på Bellagio, men de lange marathon-sessions hører dog fortiden til.

“Jeg prøver at være hjemme omkring 22:30 eller 23:00, hvis jeg starter ved middagstid”, siger han.

Læs også: Doyle melder pas på One Drop – medmindre nogen vil købe ham ind?

Du kan læse flere spørgsmål og svar til Doyle i denne “ask me anything” hos Pokeratlas.com, hvor han bl.a. afslører om han stadig spiller T2, om han tilter, hvor stor hans største vundne cash game pot var og meget, meget mere.