Den danske TCOOP-triumfator: – Jeg havde bustet rullen tidligere på dagen
Danske “blaaesh” tog tredjepladsen og vandt ufattelige 1.856.871 kroner i TCOOP Main Event i nat, men meget kunne unægteligt have set anderledes ud, hvis ikke han tidligere på dagen havde hevet dankortet op ad lommen.
“Jeg bustede faktisk min rulle i går, men satte så lidt penge ind, fik lavet en raket, og købte mig så ind i TCOOP Main Event,” fortæller “blaaesh” til PNN.dk. Hans rigtige navn er redaktionen bekendt, men han ønsker at være anonym.
“blaaesh” spiller poker på hobbyplan, og gør sig hovedesagelig på $0,25/$0,50 Cap-borde, hvor han igennem de sidste 3-4 år har genereret et fint overskud.
Uddelte vigtigt bad beat
Man vinder ikke en turbo-turnering uden både at vinde et utal af flips og uddele bad beats i hobetal, og “blaaesh” lægger heller ikke skjul på, at han i dén grad havde heldet på sin side.
“Jeg fik uddelt min del af bad beats, og jeg husker specielt ét, hvor jeg med 12 mand tilbage sendte stakken til midten fra UTG med knægt-ti, og blev kaldt af to damer. Da der faldt to knægte på floppet, turde jeg endelig begynde at tro på finalebordet.”
Fik forhandlet lidt ekstra hjem
“blaaesh” fortæller, at han afviste en deal med otte mand tilbage, men gav efter, da modstanderne pressede på igen, da de var nede på seks mand.
“Jeg gik efter at få det, der svarede til andenpladsen, men det lykkedes ikke, da en del af dem med middelstacks ikke ville gi’ sig, da der sad nogle spillere med kun 3-4 big blinds, som de ville have ud først. Jeg fik dog $3.000 ekstra oven i hatten, så jeg er naturligvis godt tilfreds.”
Har du fået fejret det store resultat?
“Nej, men det kan godt være, at jeg lige skal ud og have en øl i aften med nogle af vennerne. Jeg kunne overhovedet ikke sove efter turneringen. Jeg ringede og fortalte det til familien og de nærmeste venner, men ellers har jeg ikke lavet andet,”
Hvad betyder resultatet for dig økonomisk?
“Det betyder ekstremt meget. Jeg er arbejdsløs for tiden, efter jeg blev fyret på mit arbejde på grund af nedskæringer, så pengene falder på et tørt sted.”
Stort tillykke skal det i hvert fald lyde her fra redaktionen til “blaaesh”, som altså gik fra bust til millionær på få timer.