Din guide til kinapoker
Der venter dig og din rejsekammerat et uoverskueligt antal timer i et fly – på monkeyclass. Flysædet er trangt, benpladsen er ikke-eksisterende, maden er uspiselig. Hvordan skal I dog komme igennem dette forestående mareridt? Svaret for enhver pokerspiller er lige til højrebenet: Kinapoker! For en pokerspiller på et hvilket som helst niveau er kinapoker ganske enkelt verdens bedste rejsespil.
Kinapoker er bestemt også et sjovt og anvendeligt spil i et utal af andre sammenhænge: Hvem henter frokost? Hvem går i kiosken efter forsyninger? Hvem rydder op? Eller ganske enkelt lige et par hænder med takst på til blokken.
Når du skal spille kinapoker har du brug for: 1 sæt spillekort, en papirlap og en kuglepen. That’s it!
Reglerne er:
Du får 13 kort på hånden. Med de kort skal du konstruere tre pokerhænder. En top med tre kort, en midte med fem kort og en bund med fem kort.
Bunden skal være en bedre pokerhånd end midten og toppen.
Midten skal være en bedre pokerhånd end toppen.
I kinapoker spilles der om point. Når turen/ventetiden/rejsen er forbi, veksles point til kontanter, og nogle bliver fattigere, mens andre bliver rigere.
Pointsystemet i kinapoker er meget forskelligt alt efter, hvem der spiller. Der er pr. dags dato intet officielt pointsystem.
En af måderne at tælle score på er som følger:
Lad os sige, at du vinder toppen og bunden, så vinder du 2-1 og får et ekstra point for at vinde sammenlagt. Det vil sige plus to point til dig.
Hvis du vinder 3-0 (dette kaldes et ‘scoop’), giver den selvfølgelig også et ekstra point for at vinde, så du i alt i den hånd vinder fire point.
Og så er der bonushænderne – også kaldet ‘pynt’.
Hvis du har været så heldig, at du har en royal eller straight flush, får du fire point ekstra for den. Fire ens giver tre point. Tre ens i toppen er to, og fuldt hus i midten er et.
Bonuspointene lægges til, INDEN det ene ekstra point gives.
Hvis begge har bonus i samme hånd (eksempelvis midten), er det kun ham, der har den højeste hånd, som får bonuspoint.
Eksempel: Du vinder toppen og midten uden pynt, men taber bunden til en straight flush. Du fører 2-1, men han får fire bonuspoint for sin straight flush. Det er 2-5 plus et ekstra point. Altså taber du sammenlagt 2-6.
Hvis du lægger din hånd forkert op (i vide kredse kendt som en ‘Grønnehøj’), er du allerede automatisk scoopet. Så tjek altid din hånd efter en ekstra gang – undgå fejl!
Inden I starter den første hånd, så husk at aftale hvad I spiller om pr. point.
God fornøjelse med kinøjseren.