Duhamels WSOP-armbånd fundet af gadefejer
To måneder efter Jonathan Duhamels hjem blev invaderet af røvere er hans WSOP-armbånd endelig blevet fundet. Eller i det mindste en del af det.
Ifølge det franske site Princepoker.com, så blev armbåndet fundet af en gadefejer i Montreal. Han var i gang med at feje Ville-Marie tunnelen i onsdags, og da han tømte fejemaskinens beholder dukkede WSOP-armbåndet op.
Ud fra billeder af armbåndet der er blevet offentliggjort, så ser det ud til, at nogen har forsøgt at fjerne Duhamels navn fra dets bagside.
Ifølge Princepoker.com, så blev Jonathan Duhamel kontaktet kort efter armbåndet blev fundet, og han skulle angiveligt være lykkelig over at have det tilbage.
”Affektionsværdien er uvurderlig. Vi har givet armbåndet videre til politiet, fordi det er bevismateriale, som skal hjælpe dem i den videre efterforskning. Vi er glade, og Jonathan har det godt,” sagde Duhamels manager, Phillippe Jette efterfølgende til canadiske TVA Nouvelles.
Retssagen imod de fire mistænkte i sagen, en af dem er Duhamels eks-kæreste, er sat til at gå i gang i næste uge.
Duhamels WSOP-armbånd – noget ramponeret, efter at have været i tyvenes varetægt.