Dwan til Full Tilt-toppen: Betal eller fængsel!

Tom Dwan har nu for alvor åbnet munden i forbindelse med Full Tilt Poker-skandalen. I ugens løb medvirkede han i et indslag på tv-kanalen Fox, og nu taler han så ud til ESPNs dygtige pokerjournalister. Og det er i interviewet tydeligt, at Tom Dwan er klar over, at han denne gang taler til et mere specifikt publikum end den brede masse, som han talte til på Fox. Denne gang taler han direkte til ESPNs pokerpublikum, hvilket gør interviewet særdeles interessant.

Tom Dwan afslører indledningsvis hvorfor han først åbner munden nu.

“Jeg var under en NDA (non-disclosure agreement, en ikke-afslørings-aftale, red.), som jeg aldrig så. Men den var stor. Jeg var ansigtet udadtil for Full Tilt Poker, og det var en aftale,  jeg blev nødt til at følge. Jeg ville ikke havne i en situation, hvor jeg skulle til at grinde $1/$2 i et år for at betale dem (Full Tilt Poker, red.) tilbage. Jeg havde lyst til at tale om de emner, som jeg har talt om de sidste par dage, men jeg følte tidligere, at det ville have været upassende,” siger Tom Dwan.

Den situation har udvidelsen af anklageskriftet mod Full Tilt-toppen nu ændret på.

“DOJ (Department of Justice, red.) gjorde det let for mig. De sagde nogle ting, som kun insidere kan have vidst noget om,” siger Tom Dwan.

Dwans umiddelbare reaktion på udvidelsen af anklageskriftet, læs: ‘nu er det svindel’, var, at han ville betale alle de penge tilbage, som han har tjent på sin sponsoraftale med Full Tilt Poker. I interviewet med Fox bekræftede han, at beløbet overstiger en million dollars. Og Dwan slår ikke ligefrem flikflak af glæde over at skulle grave så dybt i lommerne.

“Før Black Friday kunne jeg lide alle de gutter (Full Tilt-toppen, red.), men nu er jeg naturligvis meget utilfreds med deres handlinger. Til de mennesker, der træffer beslutninger vedrørende Full Tilt Poker, bør det nu stå meget klart, at de har brug for at betale spillerne tilbage. Ellers ryger de i fængsel,” siger Tom Dwan.

Læs hele det spændende interview her