Eastgate tabte 450.000 kroner til vennerne i væddemål

Den tidligere danske verdensmester i poker, Peter Eastgate, har aldrig lagt skjul på, at sportsbettingen tog overhånd for ham efter hans sejr i 2008.

Specielt VM i 2010 var en dyr fornøjelse for den sympatiske fynbo og for at gardere sig mod flere og endnu større tab indgik han en række væddemål i mod fire af sine venner. Væddemålene havde til formål at få ham til at holde op med at satse for voldsomt på sport-bets.

Eastgate endte dog også med at tabe de fire væddemål mod vennerne, da han ved en fejl kom til at spille en Sit and Go for meget – en fejl til $80.000, eller hvad der svarer til 450.000 kroner.

Her er historien fra hestens egen mund:

“Efter VM-slutrunden i fodbold i 2010, hvor jeg havde tabt 1,7 mio. $, indgår jeg i starten af august 2010 et væddemål om, hvem der vil slutte højest i Premier League mellem Man C og Arsenal på $20.000 og yderligere $2.000 til Betfair-pris, hvis et af holdene vandt ligaen.”

“30 min efter indgåelsen af væddemålet fortryder jeg, da jeg helst ikke vil suges ind omkring at have lir og action på sport. Så jeg anmoder om, at væddemålet annulleres, hvilket blev accepteret på betingelse af, at hvis jeg tabte mere end $2.000 på ét væddemål, skulle jeg betale ham $20.000. Væddemålet gælder frem til Champions League-finalen 2011 (10 måneder). Jeg duplikerer dette væddemål med en anden ven, hvor jeg risikerer $20.000 for at vinde $100.”

“Nogle måneder senere taber jeg over fem flips, alle mindre end $2.000 til i alt $5.000. Som konsekvens af dette tab indgår jeg to nye væddemål, hvor jeg ikke må tabe mere end $2.000 over 24 timer. Jeg risikerer igen $20.000 for at vinde $100 imod begge to.”

“I marts 2011 i forbindelse med NBC HU-turneringen i Las Vegas bor jeg ude hos Bønding. Vi grinder middle stakes SNG’s. Om formiddagen falder jeg af for 1,5 k $ i SNG’s. Vi tager på golfbanen, i biografen og ud at spise, og der går 8-10 timer. Da vi kommer tilbage, registrerer jeg mig til en $1.000 SNG, da jeg tror, der er gået 24 timer siden sidst jeg spillede. Det var der ikke. Jeg taber SNG’en, hvilket udløser jeg taber de to sidste stoploss-bets, hvor jeg ikke måtte tabe mere end $2.000 over 24 timer, hvilket udløser, jeg taber de to først-indgåede også, og jeg ender dermed ud med et samlet tab på $80.000.”

Nu meldte du jo dig selv til dine venner og fortalte, at du havde – ved en fejl – overtrådt væddemålets betingelser. Var der ingen af dem, der tøvede med at tage imod pengene?

“Jo, en af dem gjorde. Han sagde faktisk, han ikke ville tage imod, men det blev meget kringlet, for da de andre tre alle tog imod, insisterede jeg på, han også skulle betales.”

Kunne du ikke bare have holdt kæft med det?

“Jo, kunne i princippet godt have tiet stille, men det er gentleman’s bet, hvor man gerne skal lægge al relevant information frem for de involverede parter. Hvis der opstår uenighed, må man diskutere sig frem til et kompromis, eller få det arbitreret af uvildige udenforstående, som har forståelse for den slags gambling.”

“Det er sjovt at tænke på, hvordan man i det øvrige samfund dækker sig nøje ind for langt mindre eventualiteter, men i pokerverdenen foregår mange ting meget mere lemfældigt. Det må man så bære ansvaret for, når der opstår uklarheder og på sigt blive bedre til at undgå dem ved på forhånd at stipulere betingelserne mere nøjagtigt.”

“Det er dog også væsentligt at tilføje, at ham jeg oprindeligt indgik væddemålet imod, gav hele sin gevinst til ofrene for jordskælvet i Japan i marts 2011.”