Eastgate: Zupp og Gulkines burde slet ikke være blevet straffet

I forbindelse med Highstakesdb.coms relancering af artikelserien “The Making of Isildur” kom det frem, at Peter ‘Zupp’ Jepsen i sin tid havde lånt sin Bet365-konto ud til den svenske highroller Robert ‘Gulkines’ Flink, som fra ‘Zupp’s konto plukkede ‘Isildur1’ for $800.000.

‘Zupp’ bekendte tidligere på ugen her på PNN.dk, at dette var korrekt.

“Ja, jeg lånte min konto til Robert Flink, og ja, vi vandt ca. 800.000 dollars over Viktor Blom,” sagde ‘Zupp’ i interviewet som du finder her.

Den danske pokerspiller forklarede sig med, at tiderne dengang var en anden og at det ikke var usædvanligt at låne sin konto ud til en ven eller kollega. Det var ganske normal praksis, selvom det ikke var noget man talte højt om.

”Det var generelt alment kendt, at flere prominente highstakes spillere delte konti eller ligefrem havde fælles bankroll. Jeg betragtede det aldrig som snyd, og jeg ved, at det er en holdning som bliver delt af utroligt mange pro’er,” sagde ‘Zupp’. Og han får på Danmarks største pokerforum Pokernet.dk opbakning fra Peter Eastgate.

“Jeg har ved flere lejligheder udlånt egne, lånt andres og i visse sessions simultant sparret med andre professionelle. Det er dog et privat anliggende, hvem jeg har gjort det med,” skriver Eastgate.

Til PNN.dk fortæller den tidligere verdensmester desuden, at han finder den straf ‘Zupp’ og ‘Gulkines’ aldeles urimelig.

durrrr spillede fra flere konti

“Jeg snakkede med ‘Sussie_Smith’, hvor han også mente, at det var en fuldstændig latterlig straf – ganske vist for 4 år siden, da sagen opstod. Og jeg vil da også mene, at de fleste highrollere vil bakke Gulkines op,” siger Eastgate, og kommer med et eksempel, som kan sammelignes med situationen, der endte med at koste ‘Zupp’ $300.000.

“Jeg spillede jo også selv imod ‘durrr’ på prima-netværket, hvor jeg på daværende tidspunkt ikke var klar over, han spillede fra mange forskellige konti. Det er selvf. ikke det samme som at dele en konto, men mig bekendt, var det i udgangspunktet kun tilladt at have ét alias på primanetværket og det blev omgået i stor stil.”

Så du mener Zupp og Gulkines blev straffet for hårdt?

“Aaalt for hårdt! Jeg synes, Zupp og Gulkines slet ikke burde have været straffet, da praksisen med multiaccounting havde stået på i årevis og var alment accepteret. Hvis bet365 ønskede at modarbejde den slags, skulle de imo have handlet anderledes og informeret spillerne om, der fremover ville være hårde konsekvenser.”