EDWARDHOPPER vinder $61.000: Jeg ved hvem skurken er!

“Der bliver ikke noget online poker for mig det næste stykke tid.”

Den sætning – i diverse variationer – er Jannick Wrang ekspert i at fremsige. Men han indrømmer dog selv, at sætningen skal tages med et vist forbehold. For man ved jo aldrig…

Han er en skrap spiller, den gode EDWARDHOPPER. For bare to dage siden vandt han $39.000 i en stor turnering, men det beløb blegner i forhold til nattens indtjening på PokerStars’ highstakes Pot-Limit Omaha-borde.

Læs også: Wrang: – $39.000 er skam mange penge

2.465 hænder gav ifølge highstakesdb.com et overskud på $61.000 til den danske EPT-vinder, der dermed er døgnets fjerdestørste vinder på nettets dyreste borde. Overskuddet blev hentet hjem på PLO $25/$50 og PLO $50/$100.

Jannick Wrang mener i øvrigt at vide, hvem der er den store skurk i Forbrydelsen 3:

“Så er hele rullen sat på hvem skurken er i Forbrydelsen 3. Alle odds er lukket/cuttet nu, så det er for sent til dig! På en sen aftentur i en baggård på Islands Brygge fik vi lusket os ind til optagelserne. Vi så den samme scene 5 gange og ret ret overbevist om vi hørte rigtigt. GG Sarah Lund!,” skriver Jannick Wrang på sin facebook-profil.

Den påstand vælger pnn.dk så at behandle nogenlunde på samme måde, som når Jannick siger, at han ikke vil spille online poker: Med forbehold.

For det første har Jannick IKKE sat hele sin rulle, og for det andet er Jannick nu engang mere Watson end Sherlock.

Elementært, min kære EDWARDHOPPER.