Efter hjemmerøveri: – Jeg ser frem til at se ham kæmpe med det resten af sit liv
Christopher Lucius er navnet på en mand, som nu kan se frem til at skulle tilbringe syv år bag tremmer for sin rolle i et hjemmerøveri hos en amerikansk poker pro.
Efter at have tvunget sig adgang til Jared Klicks hjem i Ohio, truede Lucius sammen med en ukendt medskyldig sig til kontanter og casinojetoner til en samlet værdi af $150.000 ved hjælp af en skarpladt pistol.
Det var tilsyneladende en tabt mobiltelefon, som fik politiet på sporet af Lucius.
Røverne havde nemlig glemt en mobiltelefon i Klicks hjem, da de tog flugten efter røveriet, og den havde politiet held til at kæde sammen med Lucius. Anklageren indkaldte tre vidner i forsøget på at kæde Lucius sammen med den glemte telefon, men til trods for at to af disse tidligere havde datet Lucius, kunne de i retten ikke huske hans telefonnummer.
Lucius erklærede sig dog skyldig i røveri, indbrug, tyveri, tre tilfælde af ulovlig våbenbesiddelse samt tre tilfælde af uagtsom håndtering af et skydevåben i en bil som et led i en aftale med anklagemyndigheden. Aftalen betød, at Lucius undgik at blive sigtet for en række grovere anklager – såsom kidnapning.
Lucius blev foruden syv års fængsel også pålagt at tilbagebetale de $150.000 han røvede sig til i Jared Klicks hjem d. 8 januar i år.
I retten sagde Klick, at han havde ventet seks måneder på at fælde Lucius, og at han ikke anede, hvordan Lucius skulle betale pengene tilbage.
“Jeg ser frem til at se ham kæmpe med det resten af sit liv”, tilføjede Klick.
Læs også: Røvede pokerspillere og fik 60 års fængsel
Artikelfoto: Jared Klick i vante omgivelser ved et pokerbord