Elgstrøm og dansk snigskytte til tops i store søndagsturneringer
Det er næsten præcist et år siden, at den danske snigskytte ‘J_Sniper11’ hentede karrierens største resultat med en sejr i The Big 11 på PokerStars, men dét resultat blev i nat toppet, da han sparkede en fremragende rød/hvid søndag i gang med en førsteplads i Sunday Kickoff.
Den danske hobby-spiller scorede $24.723 for sejren, og overgik dermed karrierens hidtil største cash med lidt over $3.000.
Christian “CMoosePower” Elgstrøm vandt næsten det samme, da han senere på natten strøg til tops i $162 Sunday 6 Max og hentede $24.329.
Med sejren har han cashet for over $900.000 på PokerStars i år, og kan dermed med lidt skrub i årets to sidste måneder nå at runde en million.
Rasmus Agerskov blev i selvsamme turnering nummer fire til lige knap $10.000.