En stor pokernation trues – Rusland strammer grebet om online poker
Russiske medier og poker fora rapporterer, at den russiske regering vil slå endnu hårdere ned på udenlandske pokersites.
Rusland har i forvejen en stram lovgivning på spilområdet som forbyder live poker i det store land, men nu kan det altså også snart blive meget svært for russerne at spille online poker.
Den russiske regering har egentlig allerede dømt online gambling forbudt i landet, men det er stadig en gråzone, da lovgivningen kun gælder indenfor landets egne grænser, og udenlandske spilleselskaber kan derfor argumentere for, at lovgivningen ikke gælder for dem. Den russiske regering har derfor pålagt de russiske internetudbydere at blokere for adgangen til spilleselskaberne på nettet, men det er dog ikke ligefrem blevet håndhævet i stor stil.
I september sidste år valgte Beeline – en af de største russiske internetudbydere – så at blokere for adgangen til PokerStars “i overensstemmelse med den gældende lovgivning”. Det har dog haft ringe effekt, da russerne nemt kan omgå blokeringen ved hjælp af DNS (Domain Name System).
Læs også: Russisk internetudbyder blokerer for PokerStars
Under det nyligt afviklede MicroMillions på PokerStars var Rusland igen det land som sendte klart flest spillere i ilden i de 100 events som turneringsserien bød på.
Hele 239.020 russere deltog i denne omgang MicroMillions på verdens største pokersite, hvor Tyskland tog andenpladsen med 140.642 efterfulgt af Canada på tredjepladsen med 104.413.
Læs også: Putin strammer grebet om russiske ludomaner
Den 21. marts blev PokerStars.com tilføjet til Ruslands sortliste over ulovlige hjemmesider, og det har skabt stor bekymring på 2+2 forummet, hvor man frygter at de russiske spillere snart kan forsvinde fra online poker.
En forumbruger på 2+2 skrev til PokerStars efter en kommentar og fik følgende svar:
“Vi er opmærksomme på den nye situation i Rusland. På dette tidspunkt tror vi ikke, at det ændrer vores evne til at tilbyde services til russiske spillere. På den måde fortsætter vi som normalt. Vores regler og vilkår gør det klart, at vores services ikke må benyttes i områder, hvor det er ulovligt at gøre dette, men de foranstaltninger som er taget med Roskomnadzor og registret over ulovlige hjemmesider, som forhindrer adgang til vores PokerStars.com hjemmeside, påvirker ikke evnen til at fortsætte med at spille på PokerStars”, lyder det i svaret.
Registret over blokerede hjemmesider blev etableret i 2012 og er kendt som “Roskomnadzor”. Det blev oprindeligt sat i værk for at forhindre adgang til hjemmesider med pornografisk indhold samt hjemmesider som promoverer brug af narkotika og andre kriminelle aktiviteter.
I november 2012 gjorde en kendelse i den russiske højesteret det ulovligt at “udbrede information som er forbudt i henhold til russisk lov, inklusivt – men ikke begrænset til – gambling”.
Læs også: Ivan Demidov: – En meget vigtig person kunne ikke lide poker, og så forbød de det
Skulle russerne forsvinde fra online poker i den nærmeste fremtid, som det skete med amerikanerne efter Black Friday, vil det helt sikkert kunne mærkes hos PokerStars. Men mens verdens største pokersite vil kunne overleve et sådan slag mod forretningen, så vil det nærmest med garanti få alvorlige konsekvenser for likviditeten og spillene på flere af de mindre pokernetværk.
Kilde: PokerFuse.com