EPT Barcelona: Wendt klar til at knockoute de spanske tyre

Slowplay.dk fanger Martin Wendt netop som han sidder i Københavns lufthavn og venter på en flyver til EPT Barcelona.

Wendt kvalificerede sig til turneringen i søndags, og at det netop er EPT Barcelona han skal ned at spille er måske ikke helt dumt. Et hurtigt opslag i Hendon Mob afslører nemlig, at den danske Omaha-haj traditionelt klarer sig godt i den catalanske hovedstad.

Wendts resultater i Barcelona
2009 €5.000 WPT Spanish Championship 6.plads €42.000
2008 €2.000 EPT NL Hold’em 15.plads €5.300
2007 €7.700 EPT Barcelona 31.plads €16.700
2005 €500 pot Limit Holdem 1.plads €54.300

“Haha, jeg har altså ingen forklaring på, hvorfor jeg har det med at klare mig godt i Barcelona. Men en af grundene til, at jeg tager derned er, at feltet generelt er lidt blødere, fordi der altid tropper mange italienere og franskmænd op.”

Du sprang WSOP over i år. Er du sulten efter noget live-poker igen?

“Ja, det bliver lækkert at spille noget live-poker igen. Jeg spiller EPT Main Event, og så må vi ellers se om det er muligt at komme til på cashgamebordene. Der plejer at være lange ventelister.”

Wendt fortæller videre, at han i dag varmer op med Estrellas Poker Tour Main Event (NL Hold’em €1.000+100), og formen i øvrigt er ganske fin.

“Det kører sgu fint online. På det punkt er der ikke noget at klage over.”