EPT Deauville: Skal Tox tilbage på skolebænken?
Eneste tilbageværende dansker ved PokerStars EPT Deauville, Christian ’Tox’ Togsverd ligger fortsat fint til i klassementet. Med 623.00 chips indtager han 17.pladsen ud af de resterende 54 spillere – alligevel er han en anelse presset.
”Blinds er fucking store efterhånden. Vi sluttede på 5.000/10.000 og starter op på 6.000/12.000, så der ligger allerede omkring 25.000 chips ude på midten preflop. Det betyder, at hvis man skal ud og skyde to tønder, så er man stort set comitted til potten. Det er nu man skal vise, at man kan spille en mindre stack,” fortæller ’Tox’ til Slowplay.dk.
Der er endnu ikke trukket lod til dagens spil, men noget overraskende håber ’Tox’ at komme til at sidde ved siden af Christopher Brammer. Englænderen virker ellers umiddelbart ikke som en ønskemodstander, eftersom han pt. indtager førstepladsen på Pocketfives rangliste og derudover også har en række pæne live-resultater i bagagen.
”Jeg sad sammen med ham hele dagen i går og vi hygger rigtig godt, så det ville være fint med endnu en dag til bords med ham. Derudover så er han også en af de spillere, jeg faktisk har taget flest chips fra – selvom han er rigtig skrap.”
”Til gengæld er ham som ligger nummer to (Olivier Rogez red.) fuldstændigt spejlblank. Altså, han er VIRKELIG dårlig og hvis han går hen og vinder turneringen, så bliver jeg nok nødt til at gå tilbage på skolebænken og revurdere hele mit spil.”