EPT Madrid: Theo og Mickey Petersen i ilden

Alexander ‘AlexKP’ Petersen viste i går vejen, da han spillede sin startstack op i 113.500 ved PokerStars EPT Madrid – i dag træder Theo Jørgensen og Mickey ‘mement_mori’ Petersen ind i turneringen.

Begge havde de naturligvis håbet på borde spækket med spanske tyre, men for Theo Jørgensens vedkommende gælder det, at han har trukket en yderst ubehagelig sidemand. Til venstre for Theo sidder nemlig Andrey Pateychuk, og for dem som ikke lige kan huske, hvad denne har præsteret, så kan vi nævne, at russeren har vundet EPT San Remo, WPT Prag og derudover har en 15. plads i WSOP Main Event på CV’et. Za vashié zdarovié, siger vi bare.

Mickey Petersen skal derimod synes at have trukket et ganske fornuftigt bord, hvor libanesiske Walid Bou Habib ser ud til at være eneste semi-kendte spiller.

Dag 1B byder i øvrigt på et væld af skrappe spillere. WPT Vejle-vinderen Steve O’Dwyer er på plads, ligesom Johnny Lodden, Kevin Macphee, David Benyamine, Bertrand ‘ElkY’ Grospellier og Eugene Katchalov.

Du kan følge liveopdateringer fra turneringen på pokerstarsblog.com.