EPT Sanremo: Kedelig by, men god værdi
PNN.dk er langt om længe på plads i Sanremo i Norditalien, hvor kontinentets pokerspillere skal forsøge at udmanøvrere hinanden i næste uges Main Event. I hvert fald to danskere har allerede indfundet sig pokerrummet på byens kasino, hvor de i øjeblikket kæmper med i IPT Highroller.
Læs også: Smadrede danskere til start i IPT Highroller
Både Rasmus Agerskov og Jannick Wrang har været i Sanremo nogle gange, og de to danske profiler har både positivt og negativt at berette.
“Det er vel fjerde gang, jeg er her, men det er ved at være tre år siden, jeg var her sidst. Umiddelbart tror jeg stadig, at der er god værdi i turneringerne – eller det håber jeg i hvert fald,” fortæller Agerskov.
Og hvad med selve kasinoet?
“Hmm… Altså nu kommer vi jo lige fra paladset i Wien, og det er jo svært at leve op til.”
Også Agerskovs danske kollega har været i Sanremo flere gange, men Wrang er anderledes kontant i sin vurdering af byen.
“Altså der er vel kun seks skattefrie stops på EPT-turen nu om dage, så hvis man vil leve af live-poker, så skal man nok dukke op til i hvert fald de fem af dem. Sanremo er en ret kedelig by i forhold til London og Barcelona, og man bliver altså træt af de dér pizzaer efter tre dage – men den er da i det mindste bedre end Deauville,” smiler den tidligere EPT-vinder, der heller ikke har så meget til overs for cash gamet i Norditalien.
“Jamen der er ikke rigtigt noget. De har vel fire borde, og der er åbenbart ikke dealere til mere. Til gengæld har de 20 mand, der står og passer fire rouletter,” skummer Wrang, der nok gerne havde sat sig ved et godt Omaha-bord fyldt med rige italienere.
Jannick Wrang har i øvrigt ikke har haft den bedste start på sin tur til Sanremo. Det blev ikke til gevinst i IPT Main Event, og i gårsdagens €5.000-dyre Omaha-turnering blev det heller ikke til et cash. IPT Highroller skulle dog have et skud.
“Min psyke burde ikke være til at spille godt lige nu, men jeg prøver alligevel,” afslutter Wrang.