Erlandsen genoptager kegle-passionen

Nogle af dem har kastet sig frådende over crossfit. Andre er gået ketsjer-amok i racketlon, mens de mere ekstreme har mistet spandevis af blod i forsøget på at blive professionelle boksere. Det er snart kun Mads Andersen, forhåndsfavoritten i det hele, som man ved, hvor man har.

Og nu er turen så kommet til Morten Erlandsen, der har genopdaget en af hans gamle passioner.

Morten Erlandsens genopdagede passion er et ædelt spil, det hersker der ingen tvivl om. Det er et spil, hvor man kan lave gode og skæve og hvor muligheden for at gå på lodret tilt så absolut er til stede.

Yes, sir, vi snakker om keglebillard.

“Jeg har valgt at genoptage min gamle passion, nemlig keglebillard. Jeg har faktisk spilet sammen med Isak Einshøj, der er en gammel ven fra Korsør. Han spiller i øvrigt også poker, men på et lavere plan. Han er til gengæld stensikkert i top fem i Danmark, når det kommer til keglebillard. Det kan sagtens være, at han endda er nummer et i Danmark. Han er også førstedivisions spiller i klubben (Korsør, red.),” fortæller Morten Erlandsen entusiastisk.

Og det står klart, at Morten selv har spillet på et meget højt niveau. Han er stadigvæk skrap, men der er i sagens natur lidt rust, der skal bankes af efter en årelang pause. Men han pønser allerede på at stille op til DM i keglebillard.

Det vil Slowplay.dk ikke gå glip af. Vi melder os klar.