Finderup: Den skal have fuld gas fra start

Klokken 14.30 starter dag 3 ved WPT Malta med en enkelt dansker tilbage i feltet, og hvis Michael Finderup holder ord, så kommer han flyvende ud af starthullerne.

”Den skal have fuld gas fra start. Det sker sgu så tit, at man laver et eller andet lille cash, så nu giver jeg den fuld skrue, så jeg kan få en hurtig dobling og komme med i kampen om at ramme finalebordet. Jeg er klar til at sende stakken til midten,” siger han til Slowplay.dk.

Og dét er en plan han har haft rigelig med tid til at lægge, for på trods af spillet først var færdigt klokken halv fem i nat, så har Michael Finderup været tidligt oppe. Dog ikke af egen fri vilje.

”Ja, jeg har haft tid til at tænke 20 mulige scenarier igennem for først var jeg oppe at tisse en tår klokken 09.20, men inden jeg nåede at falde i søvn igen, så gik brandalarmen. Derfor måtte jeg styrte ud af hotellet med de andre gæster, inden receptionisten fik forklaret os, at det bar var en fejl. Og så kunne jeg ligeså godt sætte mig ned og spise morgenmad.”

Michael Finderup fortæller videre, at han havde et hårdt bord i går, hvor man ikke kunne 3-bette uden at få et 4-bet tilbage i smasken.

”Ja, jeg havde håbet på et redraw for der sidder et par skrappe gutter ved bordet, men det sker åbenbart først, når vi når ned på 27 spillere. Der sidder dog to shortstacks lige efter mig, som jeg har set mig lune på. Den ene er en eller anden italiener, som man tydeligt kan se på, hvis han har noget.”