“FTP er dedikeret til at betale spillerne fuldt ud tilbage”

Skandalen omkring Full Tilt Poker synes hele tiden at blive værre: Udvidelsen af anklageskriftet, der nu omfatter decideret svindel. Gælden på $150.000.000, der synes nærmest umulig at betale tilbage. De vrede spillere. De mange rygter. Og så videre.

Men i en erklæring fra i går afviser Full Tilt Pokers juridiske hold alle anklager om, at Full Tilt Poker i virkeligheden skulle være et globalt Ponzi scheme – et globalt pyramidespil. Selve overskriften på Full Tilt Pokers erklæring lyder: Full Tilt Poker er ikke et Ponzi scheme.

I den ganske korte erklæring skriver juristerne:

“Et Ponzi scheme er investeringssvindel, der involverer betaling fra nye investorer til allerede eksisterende investorer. Ponzi schemes involverer ikke lovlige investeringer, men handler i stedet om, at den nye investor skal betale dividende til den oprindelige investor,” skriver Full Tilt Poker blandt andet i deres erklæring.

Erklæringen slutter af med følgende sætning:

“På trods af ‘recent events’ er Full Tilt Poker dedikeret til at identificere en passende investor og til at betale spillerne fuldt ud tilbage.”