Full Tilt Poker signer Isildur1 og Tom Dwan

Så er der friske undersåtter til general Gus Hansen i Full Tilt Poker-butikken. De nye navne hedder Viktor ‘Isildur1’ Blom (som SLOWPLAY hele tiden har gættet på, weee) og Tom ‘durrrr’ Dwan. Det har Full Tilt Poker selv annonceret i dag.

Isildur1 og durrrr slutter sig til Gus Hansen, og top-pro’erne vil fremover gå under navnet ‘The Professionals’.

Tom Dwan – bare 26 år – er en af de mest kendte – og frygtede – spillere, der nogensinde huserede på det ‘gamle’ Full Tilt Poker. Vi har vel efterhånden alle sammen set ham rulle sig ud i store pokershows High Stakes Poker, Poker After Dark og Million Dollar Cash Game. I High Stakes Poker er han den absolut eneste, der over en længere periode kan bide skeer med Phil Ivey, og ikke bare det. Han virker endda til at have en minimal fordel over verdens bedste.

“Jeg synes, at det er fantastisk, at Full Tilt Poker relanceres. Jeg synes det er godt for pokeren generelt, og jeg er glad for at være en del af det,” siger Tom Dwan selv.

Læs også: PokerStars og Isildur1 går hver til sit – Isildur1 som ny frontfigur for det nye Full Tilt?

Viktor ‘Isildur1’ Blom er latterlige 22 år. Myten, legenden, sagaen om fænomenet Isildur1 startede i 2009 på Full Tilt Poker. Han afslørede sin identitet i starten af 2011, da han blev præsenteret som PokerStars-spiller.

“Jeg har altid elsket at spille på Full Tilts software. Det var her, jeg skabte mit navn og nød nogle af mine største sejre. Da Full Tilt spurgte mig, om jeg var interesseret, vidste jeg, at det var det rigtige for mig,” siger Isildur1.

Læs også: Her gætter pnn.dk på Isildur1 som ny Full Tilt-spiller