Full Tilts nye ejer: Havde ikke gjort det hvis ikke jeg troede på potentialet

I sit første interview fortæller Full Tilt Pokers nye ejer Laurent Tapie, at han tror på projektet og har midlerne til at tilbagebetale spillerne, men indrømmer ”at der stadig er et stykke vej.”

I går blev der udsendt en pressemeddelelse fra Full Tilt Poker, hvor det fremgik, at sitet var blevet solgt til Groupe Bernard Tapie. Aftalen indeholder ifølge Laurent Tapie en række betingelser som skal opfyldes, hvor den vigtigste er, at der skal indgås en fordelagtig løsning med United States Department of Justice.

Laurent Tapie vil ikke ud med præcist, hvor mange penge han firma har måttet lægge på bordet for at overtage Full Tilt Poker, men siger:

”Vi har vist, at vi har de nødvendige midler til at tilbagebetale spillernes tilgodehavender. Vi vil prøve at finde måder, hvor vi ikke skal lægge alle pengene og vi vil diskutere dette med United States Department of Justice engang i næste uge.”

Han fortæller videre, at det er planen at beholde Full Tilt Poker i den form, som man kender sitet, og planen er, at det igen skal være oppe at køre den 1. januar 2012.

”Brandet er ikke til diskussion. Det er et velkendt brand og teknologien bag sitet er anderkendt som den måske bedste i branchen. Ledelsen af firmaet har været til diskussion og den vil blive udskiftet. Jeg mener, vi har de nødvendige redskaber til igen at gøre sitet til et af de førende inden for onlinepoker-sektoren.”