Galfond kom, så og sejrede
Der var lagt op til en lækkerbisken af rang, da Phil ‘RaiseOnce’ Ivey og Ilari Sahamies i formiddags satte sig til bordene på Pokerstars. De to actionjunkies havde dog ikke sat sig til rette på en flok ‘heads up-borde’, så naturligvis gik der ikke længe, før de fik gæster.
Efter bare fem minutter var der så lagt op til ‘4 Stjernes Middag’, da både Phil ‘MrSweets28’ Galfond og Alexey ‘LuckyGump’ Makarov også ville være med til festen. Den middag slap Phil Galfond bedst fra.
Galfond kunne efter et nogle timer sige pænt tak for mad og rejse sig fra bordet – $118.000 rigere. Phil Ivey derimod, måtte lide den tort at smide ca. $90.000. Og det nærmest sekundet efter, at han var kommet i plus for 2012.
Ivey har haft en lidt svingende start på året, hvor han i starten af marts kunne konstatere et minus på den forkerte side af en halv million dollars. I går kom han i plus – i dag er han igen i minus. Men som man siger: Hvad, der tabes på gyngerne, skal vindes på karrusellerne. Mon ikke Ivey er tilbage for fuldt skrald senere i dag.