Gus dropper €25.000-turnering – Vil hellere se squash

Gus Hansen købte sig ikke bare ind én gang, men to gange ind i den €100.000 dyre Super Highroller-turnering ved PokerStars EPT Grand Final tidligere på ugen, men vi skal ikke forvente en gentagelse, når €25.000 går i gang i dag. Danskeren vil nemlig hellere se EM i Squash, fortæller han til det tyske pokernyhedssite, hochgepokert.com.

“Jeg skal til EM i squash næste uge. Jeg skal ikke selv spille,for jeg er desværre ikke god nok. Men det betyder desværre, at jeg ikke kan spille i €25.000 eventen. Jeg ville gerne have spillet den, men nogle gange ramler ting sammen, så man ikke kan spille alle turneringer,” siger Gus.

For to år siden spillede Gus Hansen den €25.000 dyre turnering, men selvom han klarede sig videre, så dukkede han aldrig op til Dag 2 – en ting, der vakte en del undren, da indskuddet trods alt ligger i den mere pebrede ende af skalaen.

Forklaringen var, at han havde godt gang i et backgammon-spil mod en russisk rigmand, som han endte med at plukke for over $2 millioner. Også denne gang har der været gang i terningespillet, men ikke helt i samme omfang som de tidligere år.

“Jeg har fået spillet lidt i løbet af ugen. Ikke noget vanvittigt højt, men stadig highstakes backgammon. Jeg venter stadigvæk på et rigtig højt spil, der måske dukker op i løbet af de næste par dage, men ikke noget vildt som for to år siden, hvor jeg missede dag 2 ved highrolleren.”

Se interviewet med Gus Hansen her. Han kommer på 11 minutter inde i klippet.