Gus: Sådan skal du ikke spille Phil Hellmuth
Vi skal da lige love for, at Gus Hansen er kommet til tasterne. På kun tre dage har han skrevet tre indlæg på sit nyåbnede site www.gushansen.me. Det seneste indlæg handler om gårsdagens Caesars Cup, hvor Gus Hansen gjorde poker-comeback efter flere måneders pause.
”Så hvordan spillede jeg så? Det blev til en ret kort match med lette beslutninger, så jeg blev ikke rigtig testet. Jeg vil sige, at jeg følte mig mere komfortabel ved bordet, end jeg længe har gjort, hvilket forhåbentlig lover godt for et comeback på pokerscenen. USA spillede overordnet set ganske godt og den eneste virkelig store fejl kom fra vores side i en af Heads Up-matcherne. Det fører mig til dagens gode råd – hvis Phil Hellmuth check-raiser dig på floppet og du af en eller anden MEGET mystisk grund beslutter dig for at floate og han så leader med 30% af hans tilbageværende stack på turn, så lad vær med at skubbe all in med ren luft,” skriver Gus med henvisning til den sidste single mellem Phil Hellmuth og Max Lykov.
Tak Gus, det vil vi huske næste gang vi sidder over for ham I Riverclub eller Selling Pokerklub. Du kan læse hele Gus Hansens blog her.