Gus: WSOP gik rigtig, rigtig godt!

Den danske poker-giraf, Gus Hansen, giver sjældent interviews, men det er lykkedes pokertube, at hive næsten 20 minutter ud af danskeren i et skypeinterview, der kommer ind på både den igangværende Full Tilt Poker’s Galway Festival i Irland, World Series of Poker, Open Face Chinese og hans venskab med Full Tilt Poker-kollegaen Viktor ‘Isildur1’ Blom.

“Jeg spillede fire turneringer ved WSOP, hvilket var en smule under det forventede. Jeg havde egentlig seks-syv turneringer på programmet, men ankom lidt sent på grund af en stor turnering i Macau.”

“Jeg cashede i én, hvilket ikke var godt, da det var i en lille turnering, og jeg ikke cashede i de store, men jeg var ekstremt tilfreds med mit spil i $50.000 Championship, selvom jeg blev slået ud relativt hurtigt. Overordnet set var turneringssiden af WSOP altså ikke fantastisk, til gengæld gik det godt i cashgames,” fortæller Gus Hansen og understreger, at det specielt var i Open Face Chinese, at han hentede skejser hjem.

Gus Hansen fortæller derudover, at han har planer om at både tage til Macau og Las Vegas igen, ligesom han vurderer, at der er gode chancer for, at han slutter sig til Theo Jørgensen ved EPT Barcelona i begyndelsen af næste måned.