Hånd nr. 70 milliarder: Vinderne spillede over dobbelt så mange hænder som nærmeste forfølger

PokerStars’ tilsyneladende blåstempling af de to tyskeres strategi for at vinde den store præmie har udløst et sandt ramaskrig på forummet 2+2. I en 43-sider lang tråd er langt de fleste brugere mildt sagt ikke tilfredse med beslutningen om at lade ‘koenigskebap’ beholde sin hånd nummer 70 milliarder-præmie på $73.880. Nogle få undtagelser mener, at tyskerne – ‘koenigskebap’ og ‘DodgeUrOuts’ – blot har været smartere end alle andre, men ingen er på nogen helst måde i tvivl om, at de to tyskere ikke spillede poker – de sad der kun for at ramme den store jackpot. Og det lykkedes jo som bekendt fint.

Der bliver imidlertid ved med at dukke nye oplysninger frem om sagen. www.buyhands.com har lavet et stort opslået indlæg om, hvad der skete i minutterne op til uddelingen af hånd nummer 70 milliarder, og især en af graferne springer i øjnene:

Her kan man se, at de to tyskere ganske enkelt har spillet over dobbelt så mange hænder som nummer to på listen – doldo35, der rent faktisk har spillet poker. Listen over de spillere, der har spillet flest hænder rummer rystende mange med 0,00% i vpip, hvilket vil sige, de sidder og folder frem og tilbage til hinanden. Ligesom de to tyskere, der rent faktisk ramte jackpotten.

Her ser vi endnu et bevis på, at ‘koenigskebap’ overhovedet ikke spiller poker.

Så er det helt store spørgsmål: Hvordan kan de to tyskere, der ‘kun’ spillede otte borde, spille over dobbelt så mange hænder som nummer to listen? Andre på listen spillede helt op til 24 borde, så hvordan er det muligt?

Brugerne på 2+2 er overhovedet ikke i tvivl: Svaret er bots, hvilket er i direkte strid med PokerStars’ regler.

Og www.buyhands.com støtter den teori:

“Vores milestone-vinder har en utrolig superhurtig mouse clicking finger-teknik,” skriver de ironisk, og understreger lige bagefter, at tallene kraftigt indikerer bot-hjælp.

Det sidste tal, der skal med i denne artikel er, at buyhands.com har regnet ud, at de to tyskere faktisk havde 1,61 procents chance for at ramme hånd nummer 70 milliarder. Det er rigtigt gode odds, når man alligevel bare sidder og folder til hinanden. Højst sandsynligt med hjælp fra en bot.