Hastings: Virker ikke til, at Isildur har så mange penge på PokerStars

I et interview med Pokerlistings stiller highstakesspilleren Brian Hastings spørgsmålstegn ved Viktor ’Isildur1’ Bloms økonomiske situation.

Brian Hastings blev kendt som ’Isildur1’-dræberen, efter han i december 2009 rensede den svenske komet for adskillige millioner dollars. Hastings er nu flyttet til Canada og har gjort comeback på de højeste takster. Nogle større opgør imod ’Isildur1’ er det imidlertid ikke blevet til.

”Jeg har spillet en smule mod ham siden jeg er kommet hertil, men det virker ikke til, at han har så mange penge på PokerStars. Det virker som om han tager skud og jeg har faktisk set ham i et $3/$6 PLO-spil, da han forsøgte at bygge sig selv op,” siger Hastings til Pokerlistings.

Brian Hastings holder nu til i Vancouver og er faldet godt til. Det canadiske klima skræmmer dog en smule.

”Jeg har en ven, som er flyttet til Panama for at spille, hvilket lader til at være fantastisk. Måske jeg gør noget lignende til vinter,” siger han og slutter af med en bredside til USA.

“USA kalder sig selv ’Land of the free’ og skryder op om livet, frihed og jagten på lykken, men det virker definitivt ikke til at gælde onlinespillere i øjeblikket.”