Hecklen fik highstakes-stryg
Henrik Hecklen var 2014’s helt store danske pokeroplevelse, og hvis der fandtes en kåring for årets danske spiller, så burde han så afgjort være iblandt de nominerede.
Den i Aarhus bosatte Hecklen præsterede to WSOP-finaleborde, et dybt run i WSOP Main Event, et DM-finalebord, inden han også tog sig af en ESPT Highroller-sejr i Barcelona i august måned.
Det er dog cashgamebordene, der er Henrik Hecklens bread and butter, og også her var han flyvende i 2014, hvor vi fra tid til anden endda fik ham at se på nettets højeste takster på PokerStars.
Desværre gik det ikke alt for godt, da han i går bød nogle af verdens bedste NL Hold’em-spillere op til dans på PokerStars’ $100/$200-borde. I en session på lidt under en time formøblede Hecklen $43.380, hvilket efter dagens kurs svarer til over en kvart million kroner.
Den danske cashgame haj var dog også uheldig i dagens største pot, hvor ‘yiyi01’ var ude i ballade, men fangede en heldig bagdørsflush mod Hecklens konger. Du kan se hånden her.
Ingen andre danskere var i går i gang på PokerStars’ højeste takster, til gengæld blev det til et comeback til én af de seneste års mest dominerende NL Hold’em-spillere, Ben ‘Sauce123’ Sulsky, der fordelt på PLO- og NL-bordene hev et overskud på $37.058 i land.
Døgnets største vinder blev vanen tror fundet ved Limit-bordene, hvor russiske ‘Trueteller’ vandt $222.095.