Hecklen med profitabelt besøg på $100/$200 Mixed-bordene
Henrik Hecklen er først og fremmest NL Hold’em-cashchef, men ved WSOP sidste år udviste han også talent for 7 Card Stud, da han ramte finalebordet i Event #61.
Og tilsyneladende er alsidigheden nu blevet udvidet så meget, at han også kan begå sig på nogle af de dyreste borde på nettet i all round-disciplinen Mixed Games.
I nat aflagde han $100/$200-bordene på PokerStars et visist, hvilket på trods af stærke modstandere som blandt andre Daniel ‘Jungleman12’ Cates gav et fornuftigt afkast på $20,826 fordelt over 1.007 hænder.
Også Christian ‘CMoosepower’ Elgstrøm kiggede forbi, men desværre havde han ikke samme held i sprøjten, og forlod spillet med et minus på $13,412.
Det er også værd at bemærke, at Alexander ‘joiso’ Kostritsyn hentede $31,208 på highstakesbordene, men mon ikke han ville have byttet cashgame-succesen for et bedre run i WCOOP Main Event, hvor han skuffende måtte forlade finalebordet allerede på ottendepladsen, efter ellers at have ført turneringen fra dagens start.
Dagens største vinder blev Jens ‘Jeans89’ Kyllönen med et plus på $126,307, og den finske highroller er nu oppe med lige knap en million dollar for året.
På minussiden formåede Phil Ivey endnu engang at toppe den lidet flatterende liste med $138,052, og Ivey er dermed fortsat årets suverænt største onlinetaber med et minus på over $2,1 millioner.