Hellmuths selvbiografi bliver skoddet af forlag

Phil Hellmuth Jr. – 11 dobbelt WSOP braceletvinder, forulykket NASCAR-driver, Cæsar og 10-stjernet general – er blevet ydmyget. Uretfærdigt, naturligvis.

Hellmuths selvbiografi er nemlig blevet afvist i porten af forlaget HarperCollins, og den slags forkerte beslutninger har Phil Hellmuth naturligvis overhovedet ingen respekt for.

“Det var lige efter Black Friday, og de (HarperCollins, red.) må have troet, at det var slut med pokeren. Jeg tror, at det var derfor, at de meldte pas. Jeg har ikke tralvt, men jeg blev super chokeret over, at de sagde nej. Jeg havde det lidt sådan, at ‘you have got to be kidding me,” fortæller Phil Hellmuth  til Pokernews.com.

Phil Hellmuth er naturligvis ikke i tvivl om, at det er HarperCollins, der begår en stor fejl.

“De havde heller ikke den store entusiasme for ‘Play Poker Like the Pros (Hellmuths strategibog, red.)’, men den solgte i cirka 500.000 eksemplarer. Jeg har jo altid haft et mål om at skrive en bestseller. Jeg troede bare, at det ville blive min selvbiografi frem for min strategibog,” fortæller Phil Hellmuth, der i øvrigt mener, at den afviste bog bare er blevet bedre og bedre.

“Min skrivestil har ændret sig markant. Jeg har skrevet et kapitel, og så har jeg skrevet det om året efter. Og så har jeg endnu engang skrevet det samme kapitel om året efter igen. Så bogen er bare blevet bedre og bedre. Men det må andre folk bedømme, nogle gange er jeg lidt for ‘cocky’,” siger Hellmuth.