Her er de – pokerens mest indflydelsesrige personer
I de sidste 8 år har Bluff Magazine stykket en liste sammen over pokerens mest indflydelsesrige personer. Den kaldes BLUFF Power 20, og på den finder man de mest indflydelsesrige personer i pokerindustrien netop nu.
2013 listen er fundet i selskab med 60 dommere, som består af pokerjournalister, online- og landbaserede udbydere, spillere og tidligere Power 20-medlemmer.
Listen toppes af Mark og Isai Scheinberg, som er grundlæggerne af PokerStars. PokerStars har været det mest indflydelsesrige selskab i poker igennem længere tid, og dette skyldes i stor grad Mark og Isai Scheinberg. Grundlæggeren Isai Scheinberg blev tvunget ud af selskabet fra sin rolle som chief technology officer og head of poker, som et led i aftalen med det amerikanske justitsministerie, men hans søn – Mark Scheinberg – overtog rollen som CEO for selskabet tidligt i 2012, og er nu den nye frontfigur for verdens største pokersite.
Efter at have opkøbt Full Tilt Poker og relanceret sitet, ejer de nu de to største “real money pokersites” i verden. Læg derefter det faktum til, at de er i fuld sving med at købe et casino i New Jersey for at komme tilbage med online poker på det amerikanske marked, og det er tydeligt at se hvorfor denne familie sidder på toppen af Power 20-ranglisten.
Daniel, Tony og Antonio på listen
Den højest placerede pokerspiller på listen er Daniel Negreanu.
Han er fortsat en af de mest profilerede pokerspillere i verden, og hans væremåde hvorpå han møder sine fans med åbne arme og sind og aldrig er bleg for at sige sin mening – blandt andet via hans voldsomt populære videoblog – har givet ham en placering på Power 20-listen som nr. 6. Negreanus meninger er ofte værdsat af stort set alle i pokerindustrien, og hans direkte indflydelse på spillet afspejles blandt andet i en forbedret WSOP-struktur.
Andre nævneværdige personer på Power 20 omfatter Tony G., som indtager en 13. plads på listen, Guy Laliberte – stifteren af One Drop – på 17. pladsen og rosinen i pølseenden som nr. 20 – Antonio Esfandiari.
Tony G. nævnes som en af de mest indflydelsesrige personer i pokerindustrien fordi han ejer PokerNews, der gør et stort arbejde for at holde pokerfans opdateret via live stream og interviews fra de største turneringsserier som WSOP, EPT, APPT, LAPT og flere til.
Guy Laliberte, som grundlagde Cirque du Soleil og indtager en placering som nr 464 på Forbes liste over de rigeste mennesker i verden, stjal billedet i et par dage under WSOP 2012. Det skete da Lalibertes velgørenhedsprojekt “Big One for One Drop” turneringen med et buy-in på svimlende $1 mio. blev udsolgt med 48 spillere til start, og hvor flere til måtte gå forgæves. Mere end $5.3 mio. blev i den forbindelse doneret til velgørenhed, og pokeren fik sin bedste presseomtale i de almene medier i årevis. Det hele kulminerede med en underholdende TV-transmission fra turneringen på ESPN – et af de største amerikanske tv-netværk. En turnering Antonio Esfanfiari i øvrigt gik hen og vandt.
Og netop Antonio Esfandiari havde lidt af et år i 2012. Han vandt mere end $18 mio. i the Big One for One Drop, som er den største pokerturnering – rent prizepool mæssigt – der nogensinde er afholdt. Den præstation fulgte han op på med endnu en stor sejr ved WSOPE i Cannes, og var kun milimeter fra at blive WSOP Player of The Year.