Highstakesspilleren: Jeg kan ikke forestille mig andet end at PokerSnowie er begyndelsen til enden

Er PokerSnowie begyndelsen til enden?

Snowies backgammonhjerne var det for online backgammon. Er turen nu kommet til No Limit Hold’em cashgames?

Tanken er i hvert fald oplagt, når man læser, hvad en international highstakesspiller, der til dagligt begår sig på nettets højeste No Limit Hold’em-takster, siger til PNN.dk:

”Det svarer til at have et poker-orakel, som du til hver en tid kan spørge til råds efter en hånd: skulle jeg have foldet river? Skulle jeg have bettet turn? Og så videre. Jeg har brugt det intensivt i over en måned, og jeg er ret sikker på, at det er så tæt på uslåeligt, som man kan komme. Min vurdering er helt sikkert, at det er langt bedre end noget menneske,” siger highstakesspilleren.

Læs også: Highstakesspilleren: PokerSnowie så tæt på uslåelig som muligt

Og: Nu kommer PokerSnowie – pokerens mysterier knækket?

Og den anonyme highstakesspiller siger faktisk mere end det. For han mener – ildevarslende nok – at PokerSnowie lige præcis er begyndelsen til enden.

“Jeg kan ikke forestille mig andet. Se bare hvad der skete med backgammon. Det har altid været et spørgsmål om tid, før No Limit Hold’em blev løst,” siger highstakesspilleren.

Men vil der ikke altid være noget at spørge ‘hjernen’ om?

“Jo, det er jo ikke sådan, at folk fra den ene dag til den anden bliver eksperter. Men nu er der en måde hvorpå man kan vide det korrekte move – efter man har spillet en hånd. Så folk vil kun blive bedre og bedre. På et tidspunkt vil mange være så gode, at man taber raken. Jeg vil dog sige, at der altid vil være hobbyspillere og amatører, så på den måde kan man fortsat tjene penge i meget lang tid fremover. Derudover er der jo andre spil end No Limit Hold’em,” siger highstakesspilleren til PNN.dk.

Udviklerne af PokerSnowie mener omvendt ikke, at deres produkt vil kyle No Limit Hold’em cashgames i graven. De mener i stedet, at PokerSnowie vil være en kraft, der får pokerens økologi til at jævne sig mere ud.

Dét vi forventer kommer til at ske er, at de svage spillere vil få rigtig meget ud af programmet og forbedre sig til at blive gode eller rigtigt gode spillere, hvilket betyder at poker økologien jævnes mere ud. Det vil være godt for pokerudbyderne, fordi de nye spillere ikke taber deres penge så hurtigt. På den måde vil udbyderne tjene flere penge på rake, og spillerne for mere ud af deres penge” siger Johannes Levermann, head of research, til PNN.dk.