Hjernen bag jeton-scam skal 5 år i brummen
Amerikanske Christian Lusardi har ikke ligefrem haft det let, siden han i januar sidste år blev afsløret i at have smuglet falske chips til en værdi af flere millioner dollars med til Borgata Winter Open. Blot en måned senere kom det så frem, at Lusardi også var bagmanden bag en større piratkopierings-ring, hvor han har tjent mindst $1 million på at fremstille og sælge de uægte DVD-film.
Læs også: Kæmpe skandale: Borgata Open officielt stoppet efter massiv svindel
Læs også: Skyllede falske chips ud i lokummet – nu sigtes han også for piratkopiering
Nu har den 43-årige amerikaner så endelig fået som fortjent. En dommer dømte ham nemlig i sidste uge til intet mindre end fem års fængsel, ligesom svindleren blev idømt en bøde på mere end $1,1 millioner.
En afdeling af det amerikanske statsadvokats kontor i North Carolina skrev blandt andet i en pressemeddelese, at politiet fandt mere end 35.500 falske DVD’er i hans hjem, ligesom han skulle have modtaget mere end $1,3 millioner på sin Paypal-konto for salget af DVD’erne, der både foregik i USA og Canada.
Sagen om de falske pokerjetoner er endnu ikke blevet ført, og Lusardi kan altså forvente endnu en strafudmåling på et senere tidspunkt.