Hold DM: – den står på kvajebajer, Mogensen!

Jens Mogensen er kaptajn for Team Slowplay ved Hold DM, og i går brægede han op omkring Banesto, Miguel Indurain og disciplin. Tsk!

Ja, jeg formastede mig til at spørge, hvilken dag jeg skulle spille. Undskyld!

Læs også: Hold DM: Rystende slap disciplin på Team SLOWPLAY: Er det i dag jeg skal spille?

Men der skal herfra lyde en opfordring om at stikke piben ind og holde cykelanekdoterne for for sig selv. For faktum er, at selvom Hr. Mogensen er et år ældre end undertegnede, så legede han stadig med lego-klodser, den gang jeg stod på de franske landeveje og så Tour de France.

Det var dengang de store kanoner hed Bernard Hinault, Laurent Fignon og Greg LeMond, men dem vender vi tilbage til, for det her handler rent faktisk om Jens Mogensen.

Lad os skrue tiden tilbage til en facebook-korrespondence fra i morges:

Rune Vestermark (Team Slowplays svar på Jesper Skibby): “Ved du hvordan det gik Jens?”

Undertegnede (Team Slowplays assisterende hjælpetræner): “Jeg tjekker lige. Nå, ret forudsigeligt – en 119.plads.”

Rune Vestermark: “Ej, ej, ej, ej, ej, Jens Mogensen! Der er kvajebajere. Alt over top 50 er kvajebajere!”

Undertegnede: “Ja, han led vel klinkedøden, for han tror man kan folde sig til en sejr. Det værste er, at vi nu skal til at høre på en eller anden bad beat-historie om, hvordan han kom ind med kongerne for de sidste to big blinds og blev suget af es-to off.”

Det er ikke slut
Det leder os tilbage til Bernard Hinault og Greg LeMond. For under Tour de France i 1985 slæbte den dengang kun 24-årige amerikaner sin kaptajn, franske Hinault, over bjergene og frem til den samlede sejr, selvom det var åbenlyst for enhver, at LeMond var feltets stærkeste rytter. Sådan kommer det IKKE til at gå på Team Slowplay, det kan jeg godt love!

For når kaptajnen fejler så grusomt (helt ærligt nummer 119 er ikke engang i den bedste halvdel af feltet), så bliver vi naturligvis nødt til at møblere om på hierarkiet. Vi slæber ingen over bjergene, hvad enten de hedder Hinault eller Mogensen til efternavn, for den endelige sejr er stadig indenfor rækkevidde.

Husk blot tilbage til Tour de France i 1989, hvor Greg LeMond tilsyneladende var ubehjælpeligt bagud, inden den sidste 25 kilometers lange tidskørsel, men alligevel efter en fantom-tid vandt med otte sekunders margin ned til Laurent Fignon.


Greg LeMond og Bernard Hinault