Hold DM: viva la viva fører efter uge 1: Nu går vi efter titlen

Første uge af Hold DM på Danske Spil er i bogen, og holdet viva la viva har lagt sig i spidsen. Mandag og tirsdag var der intet at hente for holdet, men onsdag og især torsdag kom der seriøse point på kontoen. Og nu går holdet efter sejren, siger de til pnn.dk.

“Ingen skal være i tvivl om, at vi går efter sejren. Om søndagen holder vi et spillermøde, hvor taktikken for næste uge planlægges,” fortæller holdkaptajn Torben Wittorf til pnn.dk.

Han uddyber – og giver Team SLOWPLAY en lille nål med i købet:

“Som den første uges førende hold i Danske Spil vil jeg bare sige, at vi hos viva la viva har en anderledes seriøs indstilling til Hold DM end Team Slowplay. Vi havde godt nok ikke regnet med at føre Hold DM efter første uge, men vi er selvfølgelig glade for at vi har fået en super start på turneringen. Nu går vi efter først semifinalen og derefter titlen,” siger Torben Wittorf til pnn.dk.

Ugens flop og ugens forvirring

Holdet viva la viva er altså ugens tophold, og hvis vi skal kåre ugens flophold – og det skal vi jo – er der ingen tvivl om, at den tvivlsomme ære tilfalder Team Gangnam Style, der består af danmarksmester Kristian Kofoed, Jungleras, Fibonacci og Jungles bror. Scoren 2,68 fortæller historien om, at Team Gangnam Style endnu ikke er kommet i pointene.

Og så må vi her på SLOWPLAY skynde os at rette misforståelsen om, at vi ikke går til Hold DM med en top-seriøs indstilling. Det gør vi skam – vi har bare været ramt af forvirring og uheld.

Først troede Jens Mogensen, at han deltog i en to-kort-kinapoker-turnering, hvorfor han brugte halvdelen af turneringen på at lægge sine hænder op med et stærkt bundkort, der slog det svagere topkort.  0,67 point.

Johannes Nord Jørgensen spillede sin turnering fra gadeplan, og Johannnes skal mindst op på 20. sal for at have en god chance. 0,67 point.

Rune Vestermark – holdet stjernespiller – havde fundet en bærbar computer nede på sin lokale genbrugsstation, og overraskelsen var stor, da den ikke fungerede. 0 – NUL – point til Rune. TAK for bidraget, starplayer.

Sune Holst fik alle sine chips til midten i håbet om at ramme en to-outer, men det vidste vi alle på forhånd. 0,67 point.

Team SLOWPLAY er i gang! Bemærk især nullet – leveret af Team SLOWPLAYs starplayer! Fedt nok, Runsteren!