Hostrup still got it: $2,22 blev til $13.188

I en svunden tid var Frederik Hostrup chefen af søndagstours. Han har vundet PartyPokers store søndagsturnering et utal af gange. Er det seks, syv eller otte, hvem andre end ham selv husker det? Det er mange gange.

Det er han ikke længere – altså chefen af søndagstours – men Frederik Hostrup ved stadigvæk, hvordan man spiller en god pokerturnering. Det har han bevist et hav af gange – lige siden Gert Jørgensens knægt begyndte at kigge efter pigerne.

Og i lørdags var Frederik Hostrup så med helt fremme i $2,22 NLH Rebuy Saturday Splash på PokerStars. Under nicket Mr Swatch sluttede Frederik Hostrup på andenpladsen i den enorme turnering – hele 11.400 spillere stillede til start. Et helt grotesk antal.

“Det er mit største cash i halvandet år. Det var rigtigt godt,” siger Frederik Hostrup til pnn.dk.

Læs også: Hostrup: Jeg spiller stadigvæk en god pokerturnering

Og præmien er mere end almindeligt velkommen. Der er regninger, sønnen har fødselsdag og pokerkontoen får lov til at stå tilbage med et pænt indehavende.

“Det skaber lidt luft og forhåbentligt noget selvtillid til de større tours. Min søn Aksel bliver seks år i morgen, så nu får han en Wii med et Mario-spil,” siger Frederik Hostrup.

Stort tillykke med resultatet herfra.

Kun shaniac fra Mexico overgik den rutinerede Mr Swatch, men en andenplads i en turnering med 11.400 spillere er vel også et slags resultat.