Ingen Rounders 2 før 2014

“If you can’t spot the sucker in the first half hour at the table, then you ARE the sucker.”

I slutningen af 2010 var pokerspillere hele verden over begejstrede over nyheden om at en aftale om en fortsættelse til Rounders fra 1998 var faldet på plads, og at filmen var planlagt til at udkomme i 2012.

Sådan kommer det ikke til at gå. IMDB (Internet Movie Database, red.) melder nu, at filmen ikke rammer det store lærred før tidligst i 2014.

Både Matt Damon (Mike McDermott) og Edward Norton (Worm) har tydeligt tilkendegivet, at de er interesserede i at lave en fortsættelse, hvis manuskriptet er godt og skillingerne er acceptable, og historien melder da heller ikke noget om, at de to hovedpersoner skulle have ændret mening.

Samarbejdet mellem Miramax, der producerede den første film, og filmproducer Harvey Weinstein, der stod bag den første film, er tilsyneladende bare ikke rigtigt kommet nogle vegne. Harvey Weinstein har ifølge onlinepoker.net udtrykt bekymring over det dalende dvd-marked, hvilket betyder, at filmen skal blive hit i biografen. Den oprindelige Rounders indspillede $23 millioner i biograferne, og det tal er slet ikke nok til at være et regulært biograf-hit. Til gengæld blev filmen et stort hit på dvd.

Det var en af den slags film, der lige skulle opdages først.

Men Harvey Weinstein understreger, at han ikke har trukket sig fra projektet.

“Det handler meget om, at filmen skal kunne lykkes i biograferne. Der er ingen ‘second chance’. Normalt laver jeg aldrig ‘sequels’, men lige præcis Rounders har nogle områder, som jeg gerne vil udforske igen. Men alt skal være helt rigtigt, før vi gør det,” siger Harvey Weinstein.

Alle vi andre siger:

Get it done!