Superstar Showdown: Isildur på vej mod milliongevinst

Denne uges helt særlige udgave af Superstar Showdown er en lækkerbisken af de helt store. To mand, 1 million dollars og slaget slutter ikke, før én mand sidder med hele molevitten.

Viktor ‘Isildur1’ Blom og Isaac Haxton var i nat i kløerne på hinanden, da de satte sig til rette for at nappe første kapitel i det hidtil største Superstar Showdown. Blinds var naturligvis stivet til lejligheden, så de to kamphaner i denne omgang spiller $200/$400 på fire borde, i stedet for de normale $50/$100.

Nattens suveræne vinder var Viktor Blom, der allerede efter en enkelt session kan lugte millionen. Efter fire fabelagtige timer og 1901 hænder endte Blom oppe med $198,438. Den svenske pokerpsykopat er dermed godt på vej til at vinde endnu en Superstar Showdown, hvor vinderen som sagt findes, ved at buste modstanderens medbragte rulle på $500.000.

Isaac Haxton blev dog på ingen måde kørt decideret over. Han startede stærkt ud og var i starten oppe med næsten $90.000. Den slags sving må Isildur efterhånden være vant til, og svenskeren kæmpede da også ufortrødent videre. Det gav pote til Blom, mens Haxton nok skal have en god ‘second session’, hvis han skal trække sejren i land.