Isildur1 i vildt raid på Svenska Spel?

Viktor ‘Isildur1’ Blom WSOP-debuterede for godt en måned siden, og præsterede undervejs i turneringsserien blandt andet at score $105.235 i $50.000 Players Championsship – det selvom han undervejs måtte lære sig selv nogle af pokervarianterne. Ganske imponerende.

Selvom den unge svensker efterhånden er ved at komme godt efter det på live-fronten, så er han dog fortsat først og fremmest online-grinder, hvorfor det kan undre, at man ikke har set ham på PokerStars efter World Series of Poker.

Nu er der imidlertid dukket en spiller op på Svenska Spil, der leder tankerne hen på online-fænomenet. Spilleren ‘ramboo90’ dukkede således op på det svenske site for et par dage siden og ifølge brugeren ‘gullstar’ på highstakes.db, så er han kendetegnet ved altid at være dyb og at praktisere en yderst aggressiv form for spillestil. Akkurat ligesom ‘Isildur1’.

Der er naturligvis blot tale om rygter og spekulationer, men nå man alligevel fatter interesse for spilleren, så er det ikke mindst fordi han på et tidspunkt sad med 400.000 på et PLO 100SEK/200SEK-bord.

Selvom han på screenshottet nedenfor har tabt en del af skillingerne, så er det stadig en ganske fornuftig stack han sidder med:
Spilleren ramboo90 sidder med 311.456SEK. Selvom den svenske krone er knapt så stærk som den danske, så er det stadig en pæn sjat. Endetallet 90 leder i øvrigt tankerne hen på et af Isildur1’s første kendte nicks, Blom90, under hvilket han i 2009 fuldstændigt raserede iPoker. Dengang forvandlede Viktor Blom $2.000 til $1,4 millioner på kun tre uger.